Sarah & Louis' bryllup

Hvor mødte I hinanden?

Vi mødte hinanden gennem en fælles ven. Første gang vi mødtes, var faktisk tilbage i 2012, hvor vi begge var i andre forhold, og hvor vi nærmest ikke lagde mærke til hinanden. Anden gang vi mødtes, var i Kongens Have i København en forårsdag i maj måned 2016. Der gik i alt to uger fra den forårsdag, inden Louis flyttede ind til mig på et lille værelse i Sydhavnen, og vi har været uadskillelige lige siden.

Hvordan friede han til dig?

Louis havde inviteret mig i Kongens Have til et glas rosevin, inden vi skulle vende snuden mod min fødeø Bornholm senere samme eftermiddag. På præcis samme sted, hvor vi mødte hinanden første gang, fortalte han mig, hvor meget jeg betød for ham og spurgte, om jeg ville gøre ham til verdens lykkeligste mand og blive hans hustru. Han havde endda fået en turist til at tage billeder af frieriet.

Hvilken Karim Design kjole valgte du og hvordan vidste du, det var den rigtige brudekjole?

Jeg havde været i mange forskellige brudekjolebutikker, inden jeg fandt frem til Karim Design – derfor havde jeg en god fornemmelse af, hvilket snit og hvilken farve kjole jeg gik efter. Jeg vidste tidligt i min kjolejagt, at jeg var på udkig efter to kjoler, som skulle kunne noget helt enestående hver for sig. Da jeg så kjolerne igennem inde i butikken hos Karim Design, gemte min festkjole sig bag en kæmpe stor “ball gown”, og jeg vidste med det samme, jeg så den, at det var den, jeg skulle feste i til mit bryllup. Min vielses- og receptionskjole designede vi i fællesskab, og udfaldet kunne ikke være blevet bedre.

Kjolerne hedder Leonora og Mirabella

Karim Design bryllupshistorier, brudekjole og jakkesæt se hele vores kollektion af brudekjoler og tilbehør til dit bryllup.

Beskriv dit bryllupsdag look

Vielses-looket: Sofistikeret og yndig.
Fest-looket: The Great Gatsby møder 2020.

Hvordan følte du dig i din kjole på din bryllupsdag?

Jeg følte mig som centrum af hele dagen, uden at være for meget i spotlightet. Jeg var komfortabel og smuk. Smukkere end jeg nogensinde havde følt mig, og heldigere end jeg nogensinde havde følt mig før.

Hvor blev du gift? Fortæl os om, hvor det foregik - og om stilen og atmosfæren på din bryllupsdag.

Vi blev gift i min barndomskirke, hvor jeg både er døbt og konfirmeret; Åkirke på Bornholm. Selvsamme præst, som konfirmerede mig, viede os.


Stemningen var rørende og fyldt med kærlighed. Alle i kirken fældede en lille tåre undervejs i ceremonien. Specielt for vores bryllup var, at Corona havde godt tag i Danmark og gjorde, at vores selskab ikke måtte sidde så tæt, som vi plejer, og ydermere at der ikke måtte synges i kirken. Heldigvis er jeg så heldig, at jeg har to fantastiske korsangere i familien, Ulla og Claus, som gav os en fantastisk koncertstemning i de fire salmer, de sang. Derudover sang Ulla den smukkeste version af Tove Ditlevsens digt “Så Tag Mit Hjerte” med melodi af Michael Bojsesen. Det er en af de helt store oplevelse fra vores store dag, som jeg uden tvivl aldrig glemmer.

Karim Design bryllupshistorier, brudekjole og jakkesæt se hele vores kollektion af brudekjoler og tilbehør til dit bryllup.

Hvad var det mest udfordrende ved planlægningen?

Et ord: CORONA. Det var totalt og aldeles nervepirrende at skulle planlægge sit bryllup ud fra de Coronarestriktioner, der var på det tidspunkt, velvidende at hele moletjavsen kunne blive aflyst dagen inden. Det gav anledning til både tårer og vrede. Men alting gik, som det skulle. I stedet for at være 94 gæster, blev vi 74 – ikke fordi vi “u-inviterede” nogle gæster, men fordi, de selv vurderede, at det var mest forsvarligt at blive hjemme. Alle gæster var gode til at overholde restriktionerne samtidig med, at vi havde en fantastisk dag/weekend.

Hvad gjorde din dag ekstra speciel?

At vi havde planlagt et weekendbryllup, er den bedste beslutning nogensinde. Fredag aften var vi ude og bade, og fik derefter mad og øl på en lokal restaurant. På den måde fik vi brudt isen mellem de gæster, som ikke havde mødt hinanden før. Lørdagen var dagen for selve vielsen, reception og fest. Søndag bød på brunch og afskedshygge. Men hvis jeg skulle nævne en enkelt ting, der gjorde mit bryllup specielt, så var det uden tvivl det at være omgivet af alle, man elsker: familie og venner på én gang. Mage til lykkefølelse skal man lede længe efter.

Det sjovest øjeblik på dagen var?

Min søster havde planlagt underholdning i form af hold-en-sko-op-legen, hvor Louis og jeg sad med ryggen til hinanden og blev stillet nogle spørgsmål. På spørgsmålene skulle vi svare på, om det var den ene eller den anden af os, spørgsmålet passede på. Det gjorde vi ved at række den sko i luften, som passede på personen – vi sad begge med en af vores egne og en af den andens sko. Det var hylemorsomt og noget, vi talte om længe efter. Sagen var nemlig, at Louis og jeg kun var uenige om to ud af 25 spørgsmål! Det var selskabet, og ikke mindst min søster, meget forundrede og imponerede over.

Hvor gik bryllupsrejsen hen?

Vi var så stjerneheldige, at vi nåede til både Skotland og Mallorca på vores bryllupsrejse, inden al udrejse blev frarådet. Først 10 dage i Skotlands højland med vandreture, regnvejr og varm kakao. Dernæst 10 dage på Mallorca med fuld sol og hyggelige udflugter. De fleste seværdigheder var lukket grundet Corona, og restauranterne ligeså. Vi var opfindsomme, og havde på den måde en anderledes, men helt igennem fantastisk bryllupsrejse!

Karim Design bryllupshistorier, brudekjole og jakkesæt se hele vores kollektion af brudekjoler og tilbehør til dit bryllup.

Nogle sidste råd eller vise ord som du kan dele med Karim Design´s kommende brude?

Det er okay at skifte mening. Bryllupsplanlægning er en svær process, og alt hvad man kan uddelegere af småopgaver til f.eks. nær familie eller brudepiger er værd at overveje. Det vigtigste at få styr på, fra starten af din bryllupsplanlægning, er helt klart lokationen for festen. Hvor vil I gerne holde fest? Ring dem op og hør, om det kan lade sig gøre i det hele taget - inden man drømmer sig videre.  Læg et budget sammen – og læg det konservativt, så der ikke er nogen uheldige, kedelige, dyre overraskelser.  Forestil jer den lokation, I har udtænkt, være faciliteterne om jeres dag – virker det rigtigt? Har det den rigtige stemning? Ingen bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Gode råd kan være dejligt at få – men det kan være en god idé at sortere grundigt i dem, I vil få fra venner og familie (specielt familie). Tal sammen om, hvad det er for en bryllupsfest, I gerne vil have hver især, og mød hinanden i dét. Det er jeres livs fest, og den skal være lige som, I gerne vil have den….

Leverandører omfavnet af

Bruden bar brudekjole fra: Karim Design. Se vores Leonora kjole her og vores Mirabella kjole her

Brudens ring fra: Forlovelsesring fra Jane Kønig og vielsesring fra Helene Duffáu

Gommen bar tøj fra: Suitsupply

Gommens ring: Magnus Enna

Fotograf: KaleaWeddings

Bryllupslokation: Hotel Nordlandet, Bornholm

Mad fra: Hotel Nordlandet, Bornholm

Blomsterleverandør: Lottes Blomsterværksted, Rønne

Hår & Makeup: Emilie Thorsen

Bryllupsplanlægger: Sarah og Louis Westh Moe Christoffersen


Flere af vores fortryllende historier

View all